Den bedste kommune for børn og unge

Helsingør Kommune skal være kendt for at have de bedste vuggestuer, børnehaver og folkeskoler - og så skal Helsingør igen være en stolt uddannelsesby. Ja, det er ambitiøst - men vi skal også være ambitiøse, når det gælder vores børns og unges fremtid.

Jeg er ikke i tvivl om, at gode vuggestuer, børnehaver og folkeskoler giver børn og unge de bedste forudsætninger for at klare sig godt i livet. Derfor er vi ambitiøse når det gælder vores daginstitutioner og folkeskole: Helsingør Kommune skal være blandt landets bedste, når det gælder trivsel og resultater.

Og så lægger Det Konservative Folkeparti vægt på nærhed. Det er vigtigt, at der er daginstitutioner og skoler tæt på hvor børnefamilierne bor. Vi ønsker en mere nærværende ledelse af vores skoler, og at man som forældre kender den daglige ledelse.

Derudover er det en vigtig målsætning for os konservative, at Helsingør igen bliver en anerkendt uddannelsesby med et spændende studiemiljø. Helt konkret arbejde vi for, at uddannelser og studieboliger kommer til at ligge rundt om – og i – Helsingør Bymidte. Flere uddannelser giver både mere liv, men det giver også det lokale erhvervsliv bedre muligheder for at udvikle sig og skabe nye arbejdspladser.