Ældre skal mødes med værdighed og valgfrihed

Når man har bidraget til vores samfund gennem hele sit liv og får brug for hjælp, så skal man tilbydes en god og tryg ældrepleje. Vi skylder vores ældre en værdig alderdom.

Heldigvis har langt de fleste ældre det godt og ønsker mulighed for at leve et aktivt seniorliv dér, hvor de bor. Jeg er derfor meget opmærksom på, at vi skal indrette vores lokalsamfund, så der fortsat er adgang til et varieret tilbud af kultur- og foreningsaktiviteter. Ligesom det er vigtigt, at kommunen sørger for, at der bliver bygget boliger, der lever op til de ønsker man har, også som ældre. Et godt eksempel er seniorbofællesskaber, som heldigvis er ved at blive bygget flere steder i kommunen.

Når det gælder ældreplejen, så er det for mig vigtigt, at vi altid respekterer de ældres holdninger og ønsker. Derfor går jeg ind for frit valg – både når det gælder, hvem der skal hjælpe i hjemmet og når det gælder hvilken type plejehjem, man kan bo på.

I Helsingør Kommune har vi både selvejende og kommunale plejehjem, og der er fuld gang i byggeriet af et friplejehjem, der hvor det gamle hospital lå på Esrumvej. Og det næste plejehjem, der skal bygges, skal også være et friplejehjem. Det styrker valgfriheden. Og samtidig vil det være godt at få udvidet klippekortordningen, så dem, der modtager hjælp fra kommunen, kan supplere hjælpen efter eget valg – det kunne være ekstra rengøring eller hjælp til at komme til et kulturtilbud eller frisøren. Kort sagt – det gælder om at styrke de ældres frie valg.