Lad nu forældrene selv bestemme!
Sådan har jeg det efter at have besøgt den private børnehave Ellekildehus Skovbørnehave i Ålsgårde. En skøn mindre skovbørnehave for 30 børn og 5 medarbejdere. Tilbage i 2006 åbnede en gruppe forældre Ellekildehus, da de havde andre ønsker end dét de kommunale institutioner kunne tilbyde. Baggrunden for børnehaven var et ønske om en mindre børnehave, hvor naturen er omdrejningspunktet.
Jeg fik en god snak med lederen Bettina Toksværd under mit besøg. Og det var særdeles inspirerende at høre Bettina fortælle om samarbejdet med forældrene, og hvor meget de er med til at sætte deres præg på hverdagen i børnehaven. Det var skønt at mærke de glade børn i nogle fantastiske omgivelser – så jeg kan godt forstå, at der er konstant venteliste til børnehaven. Og ja, børnehaven tager i den grad også et socialt ansvar!
Ellekildehus Skovbørnehave er et godt eksempel på, hvorfor det selvfølgelig fortsat skal være muligt at etablere en private daginstitution. Men flere af sådanne børnehaver sætter Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og de radikale en stopper for! De har nemlig aftalt at forbyde retten til at kunne etablere private vuggestuer og børnehaver. En katastrofe!
Familier og børn er ikke ens. Derfor skal der selvfølgelig være muligt for forældre at starte egen daginstitution op, hvis de ikke synes, der er kommunale eller selvejende daginstitutioner, der lever op til deres ønsker og værdigrundlag. Og så skal vi huske, at det vores private initiativ og virkelyst er guld værd for udviklingen af vores velfærdssamfund. Det var netop ud af civilsamfundet børnehaver og andre af de bærende velfærdsinstitutioner udsprang. Det er skidt at bremse den innovationskraft, der er i civilsamfundet!
Så jeg håber så inderligt, at regeringen og støttepartierne besøger nogle af de private vuggestuer og børnehaver, der er i Danmark. For hvis de besøgte dem og hørte om baggrunden for dem, så burde de blive klogere og derefter feje deres forfærdelige lovforslag af bordet!